Canada – kulturel rapport

Canada er et meget stort land. Ifølge canadierne selv verdens største, og det strækker sig over flere tidszoner. Dets historie indeholder en del skift i tilhørsforhold mellem England og Frankrig, og de fleste canadiere er tosprogede, selvom de fleste ikke taler begge sprog fuldkommen flydende. Der står i loven at man skal have adgang til alle officielle dokumenter og at al officiel kommunikation skal tilbydes på begge sprog, men de siger selv, at det ikke altid er tilfældet i de små byer, der overvejende er befolket af mennesker, der taler det ene af de to sprog.

Afstandene er store i Canada. Man betragter ikke en køretur på omkring to timer for at besøge en bekendt som noget at snakke om. Landet er ikke voldsomt tæt befolket, og det meste af tiden kører man gennem granskove med en enkelt by hist og her. Canadierne er glade for deres natur og elsker at foretage sig ting udendørs både sommer og vinter, ligesom de gerne lige kommenterer den dejlige kulde eller den dejlige sne, når man passerer dem på gaden. Jeg vil gå ud fra, at de så kommenterer den dejlige varme eller den dejlige sol, hvis man er der om sommeren. Da de ikke har nogen golfstrøm til at varme klimaet op, ligger der sne hele vinteren, og man møder konstant folk på ski, slæder eller med snesko.

Canadierne er et meget venligt og tålmodigt folkefærd. De dytter ikke hele tiden af hinanden – bortset fra taxachauffører, der kører ligeså vildt som alle andre steder – når de kører i bil, de vil gerne lige høre lidt om, hvem man er og hvor man kommer fra, og de har tilsyneladende altid tid til at hjælpe med diverse småting. Men når det kommer til at fordøje information lidt ud over det sædvanlige, som for eksempel at man er gæstestuderende og ikke ønsker at indskrives som almindelig studerende, eller at man er hjemme om torsdagen og rengøringsdamerne derfor enten må finde sig i, at man er der, mens de gør rent, eller finde en anden dag end torsdag, kniber det for en del af dem. Dette er utvivlsomt ikke noget, der kun gælder canadiere, men jeg synes, at jeg mødte så mange mennesker med besværligheder i forhold til at bearbejde uventede informationer, at det skulle med i rapporten.

Specielt i de atlantiske (østlige) provinser er venligheden dog meget overfladisk. Folk smiler og er søde og hjælpsomme, men man kommer ikke nærmere end 3 skridt fra livet, og det er svært at lære nogen at kende på et dybere niveau end til at udveksle bemærkninger om den dejlige sne og den dejlige kulde. Møder man folk i en bar, er de fulde af gode idéer om alle de naturskønne områder, de vil have en med ud at se, men det bliver ikke til noget, heller ikke selvom de ikke er fulde, når de kommer med idéerne. På den måde kan det godt føles lidt ensomt at bo i en by som Moncton, folk har nok i sig selv. Jeg blev ikke inviteret hjem til nogen af mine studiekammerater en eneste gang i løbet af de 2 måneder, jeg boede der. Det nærmeste, jeg kom, var at blive gjort opmærksom på, at der var en international aften på universitetet, men der måtte jeg også klare mig selv, jeg kom ikke til at sidde sammen med nogen, jeg kendte i forvejen, under buffeten og festforestillingen.

Jeg besluttede at bruge mine ”kulturpenge” på den 13 timer lange ”Canadian Greyhound”-bustur til Montréal, hvor jeg har en bekendt, Donovan, som jeg engang mødte i Danmark. Jeg kunne passe et besøg på 3 dage plus bustur ind i mit skema. Montréal kunne lige så godt ligge i et helt andet land. Jeg følte mig straks velkommen, hjemme endda, og jeg kunne endelig føre samtaler på et lidt dybere plan end at tale om vejret og naturen. Det hjalp nok lidt, at de fleste mennesker, jeg mødte, var Donovans venner og bekendte, men jeg tror ikke, at det er hele forklaringen, for da jeg kørte de 2 timer for at besøge en anden bekendt, Teresa, i Saint John i New Brunswick (samme provins som Moncton ligger i), fulgte hun og hendes venner samme østkyst-mønster som ovenfor beskrevet. Donovan forklarede mig, at folk i de atlantiske provinser er ”white trash” – det er måske lige hårdt nok, men særligt åbne er de bestemt ikke.

Selvom der er et fransksproget universitet i Moncton, er Montréal virkeligt tosproget. I Moncton taler alle engelsk bortset fra på universitetet, men i Montréal hører man begge sprog på gader og veje, i butikker og restauranter og barer, og tit og ofte samtaler ført på begge sprog på én gang. 

Men Montréal er ikke bare bi-kulturel, det er en by med mange forskellige nationaliteter, bydele og subkulturer, lige fra underjordiske, supermoderne indkøbscentre, der genererer indkomst via husleje til fallerede,  gotiske kirker og strækker sig kilometervis under byen under de skyskrabere og den moderne glasarkitektur, der omringer de gotiske kirker, til en gammel bydel med små, alternative butikker og brostensgader, og der er sågar en ”China Town” med rigtige, importerede kinesiske byporte flankeret af kinesiske stenløver og med alt hvad der hører sig til af eksotiske grøntsager, stegte blæksprutter og kitschede nipsfigurer. Arkitekturen spænder over mange genrer og mange tidsaldre, fra små, skæve murstenshuse med udvendige vindeltrapper, georgianske udskæringer og ofte malet i klare farver, over mere moderne betonkasser til skulpturelt udformede spejlglasbygninger.

Montréal er også en meget beplantet by. Det lykkedes mig ikke at finde en eneste gade, der ikke havde træer mellem vej og fortov, og der er små og lidt større parker spredt ud over det hele. Det må se helt fantastisk ud om sommeren med alle de grønne træer langs vejene. Folk i Montréal er meget stolte af deres ”bjerg”, som egentligt er en stor bakke, prydet med et 10 meter højt, oplyst, katolsk kors samt mere verdslige ting som en restaurant, en skøjtesø og kilometervis af skiløjper, som det er forbudt at gå på, i hvert fald om vinteren.

De mennesker, der bor i Montréal, er lige så mangfoldige som byen selv. Der er skatere og punkere, hippier, hiphoppere og homoseksuelle hånd i hånd, poptøser og -drenge, businessmænd og -kvinder, almindelige mennesker i mere eller mindre anonymt hverdagstøj og folk af enhver religiøs observans, også indianere. Selvom de sidstnævnte mest er henvist til reservater, så er indianerne en del af kulturen i Montréal, og alle har en mening om dem og deres rettigheder og måde at leve på. Der er ikke nogen udbredt racisme mellem folk af forskellige tilrejsende racer, men den ældre generation kalder indianerne ”de vilde”, og den yngre generation bruger det politisk korrekte udtryk ”first nations” og går ind for fredelig sameksistens.

Folk i Montréal er generelt meget snaksaglige og indlader sig gerne på diskussioner om alt fra hash til politik. For der bliver røget meget hash i Canada, og det lader ikke til at have samme sociale slagside som i Danmark. Tvært imod er der både universitetsprofessorer, advokater, læger og lærere, der ryger hash, og ingen lægger skjul på det. Helt ærligt kender jeg ingen i Danmark, som ryger hash flere gange om ugen uden at være hurtigt på vej ned ad bakke, så jeg havde lidt svært ved at forholde mig til de evindelige joints. Jeg tror, at de mennesker, jeg mødte syntes, at det var lidt sjovt, for flere af dem fortalte mig indgående, hvordan man dyrker hamp i et klædeskab.

Man kan vist roligt konkludere, at jeg ville have haft mere glæde af at have fulgt kurserne i Montréal end i Moncton, som er en lille, indadvendt provinsby. Til gengæld blev jeg så forelsket i Montréal, at jeg gerne vil tilbage engang, når jeg får tid og penge til at rejse ud igen.