Rejselegat for matematikere, endelig rapport.

Kulturelt:

Eftersom det meste af rejsen blev tilbragt i Sydafrika, og Sydafrika er meget mere forskelligt fra Danmark end Canada er, vil jeg koncentrere mig om Sydafrika.

Noget af det, der virkeligt slog mig, var hvor skarpt optrukne og hårdt definerede kønsrollerne er iblandt de sorte sydafrikanere. I mændenes opfattelse er mænd og kvinder to helt forskellige slags væsener. Mænd har generelt de egenskaber, vi her i Norden forbinder med at være menneske, mens kvinder er sådan en slags huslige væsener, der ikke keder sig, hvis al den menneskelige kontakt, de får, er med spædbørn, som ikke ser noget forkert i at sidde alene hjemme mens manden går i byen med vennerne aften efter aften, som ikke har brug for fritid til andet end at købe tøj for at komme til at se godt ud, og som ikke vil føle jalousi eller nedværdigelse ved at skulle dele deres mand med andre kvinder, enten som medhustruer eller elskerinder.

Selvom jeg altid har tilhørt den skole, der mener, at kvindeundertrykkelse er noget, mænd gør ved kvinder, er jeg i Sydafrika kommet til at se i øjnene, at det i lige så høj grad er noget, kvinderne gør ved sig selv (og mændene). På spørgsmålet om, hvorfor de ikke kan lave mad/gøre rent/vaske op/vaske tøj svarer de fleste sydafrikanske sorte mænd, at det er, fordi deres mødre eller søstre altid har gjort det for dem og de derfor aldrig har gjort det selv. Og når det kommer til mændenes utroskab og uvillighed til at blive hjemme og bidrage til at være en familie, accepterer kvinderne det og snakker om, hvordan man får manden til at holde sig fra elskerinderne ved at være sødere, mindre krævende og mere forstående end dem, i stedet for at snakke om, hvor hurtigt man kan smide ham ud. Ligeledes har jeg fået at vide, at man skal ikke skal være for meget sammen med mænd, fordi de altid vil såre en og lyve og desuden vil se alle ens dårlige egenskaber, hvis de ser for meget til en. Derfor tilbringer mænd og kvinder så lidt tid som muligt sammen, ifølge kvinderne.

Og så er der hele sagen med, at kvinder skal sige nej til sex, og blive ved med at sige nej, uanset hvad de så i virkeligheden mener. Det har afstedkommet nogle temmelig spegede situationer. For eksempel havde jeg ladet en ven sove i mit ekstra soveværelse en nat, og var nødt til at smide ham ud af mit eget soveværelse ikke mindre end 3 gange, fordi han var helt ude af stand til at forstå, at jeg med at tilbyde at sove i det andet værelse mente at sove i det andet værelse, og at jeg med at fortælle ham, at han skulle se at komme ud af mit soveværelse mente, at jeg ikke ville have ham i mit soveværelse. Han holdt først op, da jeg truede med at låse ham ude af huset, så han kunne stå og fryse udenfor hele natten, hvis han ikke lod mig være i fred. Jeg havde ikke regnet med at havne i sådan en situation, idet folk hele tiden sover hos hinanden, men jeg fandt efterhånden ud af, at det kun er folk af samme køn eller familiemedlemmer, man forventes at lade overnatte.

Alt dette gjorde mig til ligestillingsforkæmper på et plan, jeg slet ikke havde været forberedt på. Og ikke fordi jeg på nogen måde mente, at jeg skulle komme anstigende som europæer og fortælle folk, hvordan de skulle behandle hinanden, men fordi jeg var nødt til at sætte grænser for, hvad jeg selv ville finde mig i. Det rejste en del debatter, der af og til afstedkom, at alle involverede parter lærte noget nyt eller tænkte sig lidt om, og som af og til bare fik mig til at smide alt, hvad jeg havde i hænderne, og gå min vej i frustration. Heldigvis kan man godt smide alt, hvad man har i hænderne og gå sin vej i frustration overfor sydafrikanere, de er lige så glade for at se en igen næste gang, som hvis man var skiltes som de bedste venner. Men jeg må indrømme, at der var tidspunkter, hvor den konstante påmindelse om, at jeg ikke var en ligemand i folks øjne, af og til fik mig føle, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at føle mig rigtigt hjemme i Sydafrika.

Noget andet, der er meget anderledes ved Sydafrika, er den allestedsnærværende racisme. Det er vel umuligt, at flere tiårs raceadskillelsespolitik ikke efterlader ar i et samfund, men beklageligvis tænker næsten alle personer over 10 år stadig i racegrupper. Og man holder sig til sin egen racegruppe, hvilket dog ikke afholder nogen fra at have en masse fordomme om hinanden, som de hjertensgerne lufter ved enhver lejlighed. Jeg har aldrig opfattet hudfarve som en definerende egenskab, men i Sydafrika fandt jeg ud af, at mange ser det på den måde. Jeg var ikke dansker, for det meste ikke engang europæer, men bare hvid. Advokat for min hudfarve. Først tænkte jeg, at det var komplet ligegyldigt hvad jeg gjorde, fordi jeg alligevel ikke er sydafrikaner, men jeg fandt hurtigt ud af, at for de fleste sorte, der så mig til en fest i deres township eller landsby og kom hen og snakkede med mig, var det den første sociale kontakt, de havde med et hvidt menneske, og for dem epokegørende at finde ud af, at det kunne man godt, også selvom pågældende hvide så hedder Signe, taler engelsk med dansk accent og kommer fra Helsingør, i stedet for at hedde Marietjie, tale engelsk med afrikaans accent og komme fra Bloemfontein.

CSIR, som jeg arbejdede hos, var dog bemærkelsesværdigt frit for racisme. Ikke, at folk ikke stadig holdt sig til deres egen racegruppe og ikke rigtigt vidste, hvordan de skulle omgås andre, men man kunne godt snakke sammen, lave sjov med det, drikke en fyraftensdrink sammen om fredagen (bortset fra muslimerne), og spille på samme volleyballhold. Da CSIR var det første, jeg mødte, troede jeg til at starte med, at det var normen i hele Sydafrika, men jeg blev desværre hurtigt klogere.

Pretoria er endda en af de mest racistiske byer i Sydafrika, hvilket gav sig udslag i oplevelser som at jeg og en sort kollega, der gik ud for at spise sammen, måtte vente urimeligt længe på at blive betjent, hvorefter vi også måtte vente urimeligt længe på få maden serveret, og en anden europæisk kollega, der kyssede en sort pige i en bar, oplevede, at nogen kastede isterninger på væggen bag dem. Det ligger der hele tiden i luften, i alle mulige små og store gestus, som folk laver, og er umuligt at frigøre sig fra, så længe man er i Sydafrika. Af samme grund er folk også ekstremt følsomme overfor og reagerer meget stærkt på bemærkninger, der bare kommer til at lyde tilnærmelsesvist racistiske (såsom at påpege, at sorte altid kommer for sent, selvom de for langt over 90 %’s vedkommende altid kommer for sent og som regel gerne indrømmer det selv, hvis man ikke siger noget om det). En uforudset konsekvens ved at have været i Sydafrika, er at jeg nu kommer med samme slags konditionerede reaktion, hvis nogen siger ting som at kvinder kan overskue et hjem, men ikke en ansvarspost, for det er deres hjerner ikke udviklet til. Det gjorde mig ikke på samme måde vred, inden jeg måtte slås med det i min dagligdag i over 9 måneder.

Jeg hørte ofte ting, som at jeg ikke var som de andre hvide, eller endda at jeg var en sort kvide gemt i en hvid kvindes krop. Bartenderen (som er sort) på min lokale bar satte sig konsekvent mellem mig og enlige, hvide mandlige kunder, hvis han ikke kendte dem og kunne sige god for dem. Det var ret tydeligt, at det var for at holde mig fri af racistisk påvirkning, hvilket jeg også ville være blevet udsat for, hvis jeg i al for høj grad omgikkes hvide sydafrikanere og ikke stillede spørgsmålstegn ved de ting, de sagde. I Afrika giver man hinanden familienavne som bror, søster, kusine og så videre for at vise, at man hører sammen, og det var en skæg fornemmelse sådan at få en familie, der på en gang var meget fremmedartet og meget favnende. Når man først kommer tæt nok på dem til at blive accepteret, er alle de sorte sydafrikanere, jeg har mødt, meget mere tolerante og tilgivende, end danskere generelt er. 
Og så er der religiøsiteten. Jeg har haft mange diskussioner med folk, der for eksempel ikke kunne forestille sig, hvordan en ateist som mig kunne løse nogle problemer. Hvorefter de så indrømmede, at de gjorde stort set det samme som mig, nemlig at sætte sig ned og tænke over, hvordan man løser problemet, hvis de havde ét. Eneste forskel er, at de samtidigt beder til gud om hjælp eller vejledning. Og for mig er det ubegribeligt, at man kan komme bitterligt op at skændes om, hvor meget vægt præsten skal lægge på helligåndens rolle i hele molevitten, men jeg overhørte flere søndage, når jeg kom op for at vaske mit vasketøj, den slags højrøstede skænderier mellem de andre i vaskeriet. Og samtidigt med kristendommen lever de mere traditionelle guder og overtro i bedste velgående.

Man kan sagtens opleve at få stukket løbesedler med reklamer for en sangoma (som medicinmænd eller heksedoktorer hedder på nutidigt sydafrikansk) i hånden af de allestedsnærværende løbeseddeluddelere, der sammen med tiggere, gadesælgere og vinduespudsere flokkes om bilerne i alle vejkryds. Og folk går til dem, selv hvide forretningsmænd, der tilsyneladende tror på, at de kan bringe held og styrke i forhandlingssituationer. Det er som regel lidt svært for mig at forholde mig til meget religiøse mennesker (ligesom med enhver anden form for fanatikere), men i Sydafrika er religiøsiteten en del af hverdagen, og meget socialt liv foregår i forbindelse med kirkelige tiltag, så man er nødt til at kunne deltage i religiøse diskussioner uanset om man så selv er troende eller ej.

Fattigdom er en anden ting, jeg ikke rigtigt helt forstod, før jeg var i Sydafrika. Min læge i Sydafrika ville aldrig pode eller teste mig for noget, udover en enkelt malariatest, hvilket jeg først forstod, da jeg fik en rykker for malariatesten, som hun desværre havde opgivet med forkert adresse, sådan at jeg aldrig fik den oprindelige regning. Den stod mig i ca. 200 kroner, hvilket jo ikke er en herregård, men hvis man skal vælge mellem at købe mad til sine børn eller få en malariatest, vælger man naturligvis mad til børnene, og dør så måske af malariaen. Folk bliver meget mere syge, fordi de simpelthen ikke har råd til alle de laboratorietest, der skal til for at passe sit helbred, selv uden krævende sygdomme som HIV eller sukkersyge, begge dele meget udbredte. Det er én side af den onde cirkel, fattigdom udgør, som jeg ikke rigtigt havde forstået, før jeg stod dernede og kunne konstatere det ved selvsyn.

Sydafrika driver jævnligt én til vanvid. Bureaukratiet, den middelalderlige mandschauvinisme, racismen, fattigdommen, sendrægtigheden og det, at man ikke kan gå frit rundt udenfor på grund af kriminaliteten, kan hurtigt rotte sig sammen og blive for meget på én gang. På den anden side møder man en utrolig åbenhed, gavmildhed og accept, hvor ”mine venner virkeligt er dine venner” så snart man kender hinanden, og ingen kunne finde på at lade nogen sejle sin egen sø.

Fagligt:

I Canada var udfordringen at følge matematikundervisning på fransk, mens selve undervisningen egentligt ikke var voldsomt forskellig fra det, man oplever i Danmark. Den største forskel var, i mit matematisk didaktik-kursus, at der indgik en hel del pædagogik i rettelsen af matematikopgaver på folkeskole- og gymnasieplan, hvilket de universitetsstuderende lærte at inddrage ved, at rettelsen af opgaver foregik i et ”fill in the forms”-format. Her var drejede en del af felterne sig om at komme med forskellige konstruktive forslag til uddybelse af elevens forståelse af opgaven og matematiske forståelse som sådan, og et af felterne, som afstedkom en del diskussion, fordi det morede mig, drejede sig om elevens franske grammatik. Jeg kan hermed konstatere, at ligesom en del franskmænd i Frankrig tror, at fransk er det eneste sprog, der har grammatik, så tror nogle fransktalende canadiere altså det samme.
I forbindelse med det statistikkursus, jeg fulgte, var 2 måneder ikke nok til mere end at få en idé om ikke-lineære, statistiske modeller, men det var til gengæld også meget spændende, idet der åbnede sig en helt ny verden af muligheder for at undersøge statistiske sammenhænge udover de helt oplagte og åbenlyse, man lærer at undersøge for på et førsteårs-statistikkursus. Jeg kunne godt tænke mig at læse nogle flere statistikkurser (da jeg kun har haft det obligatoriske førsteårskursus stat0 på nuværende tidspunkt) på Københavns Universitet eller evt. på Danmarks Tekniske Universitet, hvis tiden ellers tillader det.

Da jeg ankom til Sydafrika og CSIR/Built Environment, herskede der nogen tvivl om, hvilket projekt, jeg skulle tilknyttes, og jeg startede derfor med at læse korrektur på en litteraturundersøgelse af matematik anvendt i forbindelse med humanitære situationer, hvilket jeg senere præsenterede på den internationale ORSSA/ORPA-konference i Cape Town i September. Det var måske ikke nogen stor matematisk udfordring, idet de fleste anvendte metoder var nogle, jeg havde stiftet bekendtskab med tidligere i min uddannelse, men det interessante ved det var forsøgene på tilpasse kendte metoder til nye situationer og de overvejelser, forskerne havde gjort sig, før de valgte de antagelser, modellerne byggede på. De mest anvendte, matematiske metoder er lineære optimeringsmodeller og supply chain management, men der var også benyttet metoder så umiddelbart alt andet end nærliggende i denne forbindelse som fuzzy logic.

Det var tydeligt, at de to piger, der havde lavet litteraturundersøgelsen af matematiske metoder anvendt i humanitært arbejde, ikke havde tilstrækkelig matematisk baggrund til at forstå den litteratur, de sammenfattede, selvom de havde lavet et meget grundigt og omfattende bibliografisk arbejde. Det er desværre meget typisk for naturvidenskabeligt arbejde i Sydafrika, at det bliver udført på en ad hoc-agtig måde og af folk, der ikke rigtigt har uddannelsen til at forstå det, de sidder og arbejder med. Samtidigt lader Sydafrika ikke rigtigt til at være tilstrækkeligt udviklet til at kunne rumme og beskæftige de naturvidenskabelige medarbejdere, de hele tiden gør opmærksom på, at de mangler, i hvert fald var det min oplevelse, at der ikke rigtigt eksisterede noget netværk i CSIR (som er en forskningsinstitution og om nogen burde være udstyret til det), jeg som matematiker kunne indgå i, selvom der var mange statistikere beskæftigede samme sted.

Jeg tog i forbindelse med mit korrekturlæsning på projektet kontakt med 3 af mine forhenværende undervisere på Københavns Universitet og Danmarks Tekniske Universitet for at se, om de havde nogle forslag til emnet, men det lader til at være et meget nyt, uudforsket og åbent forskningsområde. Det eneste konkrete forslag, jeg fik, var at forsøge at tilpasse network flow-modeller til uddeling af nødhjælpsrationer, idet specielt elektriske kredsløb har det tilfælles med nødhjælpssituationer, at de er meget følsomme overfor sammenbrud i netværket. Jeg blev imidlertid involveret i et projekt omkring at udarbejde en model for, hvordan kriminaliteten i Sydafrika påvirker folks valg af bolig, og kom derfor ikke videre med den humanitære logistik.

Statsmidlerne til den humanitære logistik var udløbet, da jeg blev færdig med korrekturlæsningen, og projektet blev derfor ikke ført videre, mens jeg var hos CSIR. Jeg måtte selv betale for min deltagelse i ORSSA/ORPA-konferencen (Operations Research Society of South Africa / Operations Research Project in Africa), på trods af at jeg deltog på vegne af CSIR og præsenterede et CSIR-forskningsprojekt, hvilket jeg var noget skuffet over. Præsentationen blev meget vel modtaget og der var stor interesse for, at den blev omarbejdet til en artikel, hvilket jeg nævnte for min manager, da jeg kom tilbage, men der kom aldrig mere ud af sagen. Jeg har dog lige i dag modtaget en mail fra Built Environment, der gerne vil anføre min præsentation fra ORSSA/ORPA-konferencen som en del af afdelingens samlede videnskabelige output i 2007.

Alle afdelinger i CSIR har et mål for, hvor mange videnskabelige artikler, konferencepræsentationer, technology demonstrators og så videre, de skal udvikle i løbet af et år. En konferencepræsentation tæller kun for et halvt point, hvis den ikke har et ISBN-nummer, og det har min præsentation ikke, da jeg ikke havde tid til at skrive en artikel i forbindelse med præsentationen. Mange af  afdelingerne i CSIR er i øvrigt bagefter, og Built Environment er ingen undtagelse. Dette kan dog til dels forklares med, at det ikke er mange år siden, at CSIR gik fra at være fuldstændigt erhvervsorienteret i sit arbejde med at udvikle ny teknologi, til at ville være både forsknings- og erhvervsorienteret i nogenlunde lige høj grad, og at der derfor stadig er mange begynderproblemer, de skal have identificeret og rettet op på.

Efter korrekturlæsningen blev jeg involveret i et projekt, der handlede om at udarbejde en model for, hvordan kriminaliteten i Sydafrika påvirker boligmarkedet. Jeg skulle arbejde sammen med en mand, der har en Ph.D.-grad i teoretisk fysik, og som derfor mente, at jeg som teoretisk matematiker ville være en god tilføjelse til en gruppe, der skulle se på den mere teoretiske side af sådan en model. Han gav mig nogle bøger at læse, Michael Batty: ”Cities and Complexity: Understanding Cities with Cellular Automata, Agent-Based Models, and Fractals”, og P.M. Allen: ”Cities and Regions as self-organising Systems” for at stifte bekendtskab med complexity theory. En del af idéen med complexity theory er, at man opsætter en ikke-lineær model for udviklingen af noget, og så kører modellen og holder øje med, om der opstår uforudsete mønstre, det såkaldte emergence.

En del af udfordringen er, at den slags modeller (og stort set alle andre matematiske modeller) kun er blevet lavet i vestlige samfund, og der var ingen garanti for, at de vestlige modeller ville passe på et samfund i et udviklingsland. Der var heller ikke nogen synderlig blandt de forskere, der har arbejdet eller arbejder med den slags modeller, for at forsøge at tilpasse dem til et udviklingsland, så det måtte vi selv forsøge at finde ud af. Vi kiggede på simuleringsværktøjet UrbanSim, som jeg stort set fik bladret mig igennem hele manualen til, men endte med ikke at brug det. Det fremgik af manualen, at man ikke umiddelbart ville kunne bruge UrbanSim uden at gøre brug af programmets ekstensive værktøjer til selv at oprette og programmere rutiner til brug i simuleringen.

Herefter var tiden imidlertid blevet så knap, at min kollega besluttede at undlade en rigtig simulation, hvorved han spildte alt det arbejde, jeg havde lavet med at udarbejde en model, der kunne programmeres ind i et simuleringsværktøj som UrbanSim. Nu skulle vi lave en rent teoretisk model og analysere den uden at bruge nogle konkrete data. Vi havde heller ikke fundet nogle konkrete data, fordi arbejdet med at udvikle modellen og finde ud af, hvilke data vi helt præcist havde brug for, aldrig blev færdigt. Jeg fik nu udleveret en del artikler omkring udviklingen af security villages, gated communities og kriminalitet i Sydafrika og mere generelt, som jeg læste og resummerede for min kollega. På nuværende tidspunkt var ambitionen gået fra at udvikle en model, der kunne beskrive kriminalitetens påvirkning af et helt samfund, til at udvikle em model, der kunne beskrive kriminalitetens påvirkning af sig selv.

Jeg forsøgte gentagne gange at komme med forslag til differentialligninger, der kunne beskrive udviklingen af kriminalitet udfra de artikler, min kollega gav mig, men han forkastede dem hver gang og kom så med sine egne, som ikke inddrog de ting, jeg havde refereret for ham fra de artikler, han gav mig. Eftersom han var den, der var fastansat og ansvarlig overfor staten for den økonomiske støtte, projektet eventuelt ville få, havde han hånds- og halsret over projektet, og spildte derfor igen alt mit arbejde med at sætte mig ind i modellering med differeatialligninger og forsøget på at inddrage alle de aspekter, artiklerne påpegede. Derfor besluttede jeg mig til sidst for at udvikle min egen model. På grund af tidspresset og mangelen på konkrete data, kunne jeg ikke komme til at verificere modellen, men i det mindste fik jeg lavet én og fik fundet ud af, hvordan jeg skulle have verificeret den, hvis jeg havde haft nogle data at arbejde med. Det blev også en model, der er meget mere simpel end den, jeg oprindeligt arbejdede med, men det var det bedste, jeg under omstændighederne kunne gøre, og jeg fik da lært metoderne til en analytisk undersøgelse af et system af differentialligninger. Men idet alle parametrene er græske bogstaver i stedet for faktiske tal, var det umuligt at komme med nogle helt konkrete konklusioner om modellen.

Signe Hermann, København 16.01.2008