Sydafrika – første kulturelle rapport

Selvom det er 15 år siden, apartheid-styret faldt, og 13 år siden, ANC kom til magten efter Sydafrikas første, demokratiske valg, er Sydafrika stadig præget af racetænkning. Under apartheid var befolkningen opdelt i 4 racegrupper: Afrikanere (sorte), farvede (alle blandinger af  2 forskellige racegrupper), indisk/asiatiske og hvide, og de allerfleste sydafrikanere identificerer sig stadig med deres racemæssige befolkningsgruppe, men hvad der måske er mere vigtigt, er at de opfatter de andre racemæssige befolkningsgrupper som adskilte fra sig selv både hvad angår kultur, sprog, væremåde og verdensopfattelse.

Jeg spurgte en ung, sort kvinde, hvordan det var at vokse op under apartheid. Hun svarede, at der sådan set ikke havde været ret meget apartheid, hvor hun voksede op, fordi hun voksede op i Port Elisabeth i 80’erne, hvor apartheidstyret langsomt men sikkert var ved at bukke under og man nogle steder var begyndt at forsøge at blande racerne, men at hendes mor ikke kun havde fortalt hende om mænd og kvinder og hvordan de forholder sig til hinanden, i stedet blev hun af sin mor fortalt om mænd, kvinder og hvide mennesker.

De fleste racegrupper har nogle meget stereotype fordomme om de andre racegrupper, fx har jeg hørt en indisk/asiatisk sydafrikaner meget skråsikkert udtale, at ”sorte mennesker er ikke generte” – vi snakkede om hans sambo, som er sort og meget genert. Men det mente denne unge mand altså måtte være en misforståelse eller komediespil, for ”sådan er sorte mennesker jo ikke”. Efter apartheid er der nogle meget stærke, uskrevne regler for, hvem der må generalisere om hvem – fx er det tabu for hvide at generalisere om sorte, mens de andre racemæssige befolkningsgrupper godt må generalisere lidt om hinanden, og det er ganske i orden, at sorte generaliserer om hvide. Men som sagt har alle fordomme om hinanden uanset hvad, tabuerne spiller kun ind i kraft af, hvornår eller i hvilket selskab, man siger tingene højt.

De hvide lader til at have en mere ”europæisk” tilgang til forholdet mellem mænd og kvinder, hvormed jeg mener, at de er mere åbne i forhold til platoniske venskaber mellem mænd og kvinder, at de ikke forventer, at manden skal forsørge kvinden, og at de baserer forhold på, hvordan man fungerer sammen, ikke på indkomstgruppe, statussymboler eller lignende. De fleste af de sorte, der bor i samme beboelse som mig, er fuldkommen uforstående overfor mine venskaber med mænd og mener, at det er umoralsk af mig at lade dem sove i mit gæsteværelse, og enkelte af dem antyder endda, at det må være fordi jeg har affærer med dem alle sammen. Der er ikke nogen velfungerende offentlig transport i Sydafrika, og det er svært at komme nogle steder efter kl. 19:00, hvis man ikke har en bil, hvilket også gør, at selv samme mennesker ofte har venner sovende hos sig. Men de mener altså, at det er noget helt andet, hvis den pågældende ven er af det modsatte køn.

Mine nærmeste kolleger, som jeg deler kontor med, er 3 unge, sorte mænd og en ung sort kvinde. De 3 mænd snakker ofte om, at det er umuligt at få en kæreste, hvis man ikke har en bil, en god uddannelse og penge. De er bekymrede over, at med affirmative action (ANC-regeringens ligestillingspolitik) får kvinderne nu bedre stillinger, og hvordan skal de så nogen sinde få en kæreste? Det lader også til at være den fremherskende opfattelse hos de sorte kvinder, at man ikke kan have en mand, der tjener mindre end en selv. Jeg ved desværre ikke rigtigt, hvilke synspunkter, der dominerer de andre 2 racegrupper, for jeg har ikke haft nok med dem at gøre til at kunne udtale mig om det.

De nyeste statistikker, jeg har set, er fra 2001, hvor den seneste folkeoptælling blev udført. Ifølge folkeoptællingen 2001 er de sorte stadig de mindst uddannede, fattigste, dårligst stillede mht. alt fra tilknytning til arbejdsmarkedet til adgang til rindende vand og elektricitet, men det er svært at danne sig et billede af, hvordan situationen lige nu egentligt er, for alt afhængigt af hvem man snakker med, får man meget forskellige indtryk af situationen i Sydafrika i dag.

Hvis man spørger de hvide, mener de, at ANC-regeringens politik er en slags ”sort apartheid” og at de sorte har de fleste muligheder stående åbne. Det, de snakker om, er ”affirmative action”, som er en arbejdsmarkedspolitik, der sigter på at udrydde al diskriminering på grund af race, køn, religion, HIV-status og lignende. ”Affirmative action” indeholder en del kvotepolitik, og firmaer er tvunget til at ansætte sorte medarbejdere for at leve op til denne politik. Dette betyder også, at hvis en hvid mand, specielt en hvid mand over 40, mister sit job, har han meget ringe chancer for at komme i arbejde igen, med mindre han har virkeligt gode forbindelser.

Hvis man spørger de sorte, er det de hvide, der har flest muligheder. De har alle de forbindelser, der skal til for at få de gode jobs og de gode vennetjenester, fordi de havde alle fordelene under apartheid, de er bedre uddannede og tjener mere. De sorte udgør over 80 % af befolkningen, og det seneste mål, CSIR havde stillet sig selv, var at have 28 % sorte forskere. De nåede faktisk op på over 30 %, og det syntes alle var enormt godt klaret. I al retfærdighed skal det nu lige siges, at det er meget svært at finde folk med de rette kvalifikationer i Sydafrika, uanset hvad deres hudfarve er. Sydafrika er et udviklingsland og oplever derfor de samme problemer med brain drain som alle andre udviklingslande.

En tydelig bagside af affirmative action er,  at sorte studerende på landets universiteter udløser offentligt midler, mens hvide, farvede og indisk/asiatiske studerende ikke gør det. Idet der stadig er et efterslæb mht. uddannelse, og gymnasieområdet mere eller mindre er blevet ignoreret og der derfor ikke er blevet gjort noget for at få flere sorte unge til at studere, findes de sorte studerende for en del fags vedkommende simpelthen ikke, og dermed kan de pågældende fakulteter ikke få de penge, de behøver, fordi der ikke er nogle sorte studerende at tiltrække, uanset hvad de gør for at tiltrække dem. Regeringen udviser ingen forståelse over for denne form for problemstilling. Og uanset hvor dygtig en sort forsker er, vil den umiddelbare reaktion på vedkommende være, at han eller hun er der på grund af affirmative action, ikke på grund af sin faglighed.

Selvom man med Truth and Reconciliation komitéen forsøgte at bygge broer og hele sårene efter apartheid, er der stadig store forskelle, både virkelige og indbildte, mellem racegrupperne i Sydafrika. Når værst kommer til værst, giver det sig udslag i fjendtlighed og modvilje alene baseret på ens hudfarve, der kan komme til at lyde som et skældsord, men dette kommer som regel ikke op til overfladen, uden at der er nogle gnidninger først. De allerfleste sydafrikanere er åbne, venlige, hjælpsomme og interesserede i at lære en et kende og forstå noget om, hvor man kommer fra. De fortæller også gerne om deres eget land, selvom meningerne om hvad status quo egentligt er, som sagt er delte.