Sydafrika – anden kulturelle rapport

Som nævnt i den faglige rapport, er Sydafrika meget præget af kriminalitet. Det afspejler sig i alting, lige fra ”burglar bar’erne” (metalgitre) i alle husenes vinduer til de allestedsnærværende hegn og mure omkring huse eller bebyggelser. Man skal igennem et sikkerhedstjek hver gang man skal besøge nogen, der bor i et indhegnet lokalsamfund. Hvis folk ikke bor i indhegnede lokalsamfund med private vagtværn, bor de i huse, der er indhegnede med dobbelt elektrisk pigtrådshegn og private vagtmænd, typisk med hunde. Det er kun de fattigste, der ikke har råd til den slags sikkerhedsforanstaltninger, og ulykkeligvis er forsikring dyrere for dem end for folk indenfor sikkerhedsmurene, samtidigt med at de typisk er så fattige, at det at blive udsat for røveri fuldkommen ruinerer dem.

Alle mennesker man snakker med har været udsat for en eller anden form for berigelseskriminalitet, hvad enten det er røveri eller carjacking, hvilket også er enormt udbredt. Selv var jeg udsat for væbnet røveri sidste gang jeg var i Sydafrika, tilbage i december sidste år. Jeg havde forvildet mig ind i en del af Johannesburg, man ikke skal færdes i alene, og blev standset af 3 – 4 sorte knægte, der påstod at have pistoler, og som ”ikke ville have mit liv, kun pengene”. De slap af sted med min gamle mobiltelefon og 200 rand, klokken 10 om morgenen, i fuldt dagslys. Jeg lærte at tage kriminaliteten alvorligt, og har ikke været udsat for noget denne gang, fordi jeg har accepteret begrænsningen af min bevægelsesfrihed.

Man skal som hovedregel ikke gå rundt nogen steder, men altid være i bil eller taxi. Men man kan ikke bare stoppe en taxi på gaden, for der er en stor risiko for, at man aldrig kommer derhen, hvor man skulle, men ender et eller andet andet sted minus penge og mobiltelefon og hvad man ellers har på sig. Det er ikke altid sikkert at spørge om vej, fordi man risikerer at få en pistol stukket op i hovedet hvis man ruller vinduet ned. Man skal ikke gå alene ind i et township, ligesom de fleste CBD’s (Central Business Districts) heller ikke er sikre at færdes i, selvom der mange steder er sikkerhedskameraer sat op. Politiet er ikke meget bevendt, fx lykkedes det mig aldrig at anmelde mit røveri, fordi de simpelthen ikke tog telefonen, selvom jeg ringede omkring 30 gange.

Sydafrika er et meget paranoidt land, hvilket utvivlsomt også går ud over uskyldige mennesker ind i mellem. Der er så mange eksempler på folk, der fingerer en trafikulykke og stjæler bilerne fra dem, der stopper for at hjælpe, at man simpelthen får at vide, at man ikke skal standse, hvis man ser en ulykke. Angsten for at blive smittet med HIV gør, at man får at vide, at man kun skal udøve førstehjælp til en blødende tilskadekommet, hvis man har handsker og beskyttelsesbriller. Man skal heller ikke tage blaffere op, fordi man risikerer, at de trækker en pistol og carjacker bilen lige så snart man har lukket døren op og lukket dem ind i bilen. Man låser alle dørene i sin bil efter mørkets frembrud, og stopper kun for rødt lys hvis der er krydsende trafik, i hvilket tilfælde man skal holde øje med vejen bagude og til siderne, fordi der kan være nogen, der gemmer sig og venter på at kunne røve ens bil. Folk går også gerne i panik over at vente for rødt lys, hvis der holder nogen lige ved siden af dem.

Alle vegne er der folk, der tjener til dagen og vejen ved at holde øje med ens bil, når man parkerer, for hvis man bare lader sin bil stå uden opsyn, er det temmelig sandsynligt, at den ikke er der længere eller mangler vitale dele, når man kommer tilbage. Der er ikke ret mange deciderede indkøbsgader a la Strøget eller Nørrebrogade, men derimod et utal af indkøbscentre med overvågede parkeringspladser og sikkerhedsfolk. Alle disse skal have 2 – 3 rand i drikkepenge, men det er en ekstra udgift, der er værd at betale for at kunne stille bilen fra sig eller gå alene hen over parkeringspladsen med sine indkøb.

Der er enormt mange skydevåben i omløb, og der er indslag om folk, der har skudt og dræbt ulovligt indtrængende, i nyhederne 2 – 3 gange om ugen. Der er også en udbredt tendens til udlicitering af offentlige services såsom busdrift (som at uvisse årsager bliver kaldt taxier her – det er minivans, der er ombygget, så der kan sidde omkring 20 mennesker i dem), hvilket uheldigvis fører til en del skuddramaer mellem rivaliserende taxiselskaber, som kæmper om passagererne og de mest lukrative ruter. Dette er også i nyhederne ca. en gang hver fjortende dag.

Det er en meget udbredt holdning at dødsstraf burde genindføres. Faktisk er antallet af voldelige overfald steget siden apartheid-styret faldt, og de fattige er blevet fattigere på trods af, at økonomien overordnet set vokser. Der sker ca. 6 voldtægter i timen, og rigtigt mange af dem er af små børn, hvilket formentligt har at gøre med den udbredte myte, at man kan kurere AIDS ved at have sex med en jomfru.

AIDS er et andet allestedsnærværende aspekt af Sydafrika, og antallet af myter, der florerer om det, er ufatteligt stort. Der lader ikke til at være nogen udbredt vilje fra regeringens side til at indrømme, at HIV skal behandles med medicin, og der hersker stadig skandale omkring sundhedsministeren Tshabalala-Msimang, der sagde, at man kan behandle det med hvidløg, rødbeder og citroner. Hun var hospitalsindlagt med leverproblemer i længere tid for nogle måneder siden, og vicesundhedsministeren blev fyret for at deltage i en international konference om HIV og AIDS i Spanien, som ANC ikke havde givet hende tilladelse til at deltage i.

Ud af snart 6 millioner HIV-smittede sydafrikanere er det langt under én procent, der modtager deres antiretrovirale medicin fra staten, resten modtager enten ingen behandling, eller får deres medicin fra frivillige organisationer eller organisationer som Læger uden Grænser, hvilket betyder, at de altid er i fare for at være ude af stand til at fortsætte behandlingen. Samtidigt ved folk ikke rigtigt, hvordan det smitter, og kvinder er i fare for at blive udsat for vold, hvis de forlanger sikker sex af deres partnere. I forhold til HIV-smitte er mere risikabelt at være gift end at være single hernede, hvilket tilsyneladende er tilfældet over det meste af Afrika.

Måske for at modvirke al det triste er alle sydafrikanere, jeg har mødt, som hovedregel glade mennesker, der har let til latter og altid er friske på at fejre et eller andet. Det kammer dog let over, så folk drikker sig fra sans og samling og kører spirituskørsel, når de skal hjem. Det er altid en afvejning, når de vil have en med videre i byen (vores lokale bar på CSIR Campus lukker omkring kl tolv eller et om natten), om man tør køre med dem, og det er mange gange sket, at jeg har ment, at det var for uforsvarligt og er blevet hjemme. Man klarer sig bedst ved at blive de steder, man ved, det er sikkert at færdes, og hvis man ser bort fra det lettere klaustrofobiske i dette, kan man sagtens leve et forholdsvist normalt liv.